Stressramt? - Det er som det er.

Vi lever i en tid hvor vi har travlt med at iscenesætte os selv og fremstå som succesfulde. Vi poster billeder af perfekte børn, vi har overskud til at sylte og bage, vi træner cross fit og spiser glutenfrit, vi har knald på karrieren og ikke nok med det, - vi ligner en halv million.  I hvert fald er der en tendens til at det er sådan vi fremstiller os selv og måske det er sådan, vi tror at andres liv er. Måske tror vi at andre kan det hele, og måske der vitterligt ER nogen som kan! - Who knows?

Vi er bare mange, som i rigtigt mange der ikke kan og måske heller ikke vil. Hvad gør det os til? Er vi sarte blomster som ikke kan klare mosten? Er vi en fiasko? Er det vores skyld at kollegaerne skal rende stærkere mens vi er sygemeldt?

Når snakken falder på stress og årsagen til stress, bider jeg mærke i en tendens til at stress først og fremmest vurderes til at være et individuelt problem.

Jeg får så lange øreflipper, når jeg hører nogen tale om at stressramte skal trænes i at blive mere hårdføre.  Jeg nægter ikke at det kan være tilfældet, men det ER ikke alene et individuelt problem og jeg må bare sige at de stressramte jeg har mødt er meget hårdføre.

Tilbage til spørgsmålet ”Er det den stressramtes skyld at kollagerne skal rende stærkere, mens sygemeldingen står på? Svaret er et klart NEJ. Det er et et ledelsesproblem og det er b.l.a. et udtryk for mangelfuld ledelse hvis der er gentagne sygemeldinger pga. stress/mistrivsel.

MEN, det er svært at greje for vi kommer heller ikke uden om, at trivsel bestemt også er et personligt ansvar. Vi er nødt til at stoppe op og sige fra. Vi er nødt til at bede om hjælp og vi er nødt til at lære at sige lære at sige PYT. Uagtet lederens kompetence og ansvar så kan han /hun ikke gætte hvordan vi har det.

Hvis du ønsker at få det bedre er det vigtigt, at du ikke ryger i den grøft hvor du bebrejder dig selv,-og inden vi får set os om, så har du også påtaget dig skylden for at have lavet hullet i ozonlaget. Med en skovl!

Det er som det er. Det giver absolut ingen mening at tale om skyld. Det er ikke kun samfundets skyld og det er ikke din skyld. Du er ikke et offer, og der er ikke nogen som er ude efter dig. Du har selv været med til at køre tingene derud hvor du blev ramt. Det betyder ikke, at du kunne have gjort det anderledes, du gjorde det så godt du kunne.

Det er som det er. Hvis du skal videre efter dit stresssammenbrud så må du slippe offerrollen. Først når vi har givet slip, er vi klar til at gribe noget nyt. For at gribe, skal vi have frie hænder.

Det er min oplevelse, at stressramte som ikke har haft tilbagefald taler om et liv før og efter. De er kommet sig, de har formået at skabe forandringer, de har udviklet sig og undervejs har de opnået en øget bevidsthed om egne værdier. De har fået skabt et liv hvor de lever i harmoni med det der er vigtigt for dem.

At være ramt af langvarig stress er noget som går dybt både fysisk og psykisk, det tager tid at komme sig og måske har vi brug for hjælp undervejs.

Det er OK at få hjælp, du behøver ikke klare alting selv.